6 nyttige content marketing værktøjer

Hvordan ser kassen med content marketing værktøjer ud i 2020? Den er sandsynligvis fyldt med nyttige online tools, der hjælper med at planlægge, distribuere og måle effekten af din content marketing indsats. Jeg har afprøvet og samlet en række content marketing værktøjer, der gør dit arbejde mere effektivt og som er i en overskuelig prisklasse.

Nyttige content marketing værktøjer

Herunder finder du en række smarte værktøjer til content marketing, der kan gøre dit arbejde hurtigere og mere effektivt, og som ligger øverst i min værktøjskasse. Alle er i prisklassen gratis – under kr. 1000 / måned, så effektivitet ikke sker på bekostning af pris.

 

Analyseværktøjer

Google Analytics

Første content marketing værktøj, du bør kende, er Google Analytics.

Banalt? Ja, men desværre er det langt fra alle, der kommer længere end til at kigge på antal besøg, og hvor de kommer fra. Du bør opsætte mikrokonverteringer for indholdet, som viser, hvilke værdiskabende handlinger de besøgende foretager sig. Det kan være handlinger som:

  • Tilmeld nyhedsbrev
  • Download case study
  • Tilmeld event
  • Få en demo
  • Kontakt os

Content marketing er langsigtet og det indhold du udgiver i dag, giver sjældent et salg i morgen. Så du har brug for et overblik over salgsfremmende aktiviteter. Både når du skal vurdere, hvilket indhold der virker, og når du skal påvise, at content marketing gavner forretningen.

Google Analytics er gratis. Er du ked af at aflevere data til en af tech-mastodonterne findes der efterhånden flere gode alternativer.

Storybase

Storybase viser spørgsmål relateret til danske søgeord
Storybase viser spørgsmål relateret til danske søgeord

Vi dvæler lidt ved Google, som er svær at komme udenom i content marketing.

Mange kunderejser starter med en ny livssituation, et nyt problem, et symptom som savner en diagnose. Og uanset om hunden har feber eller du har fået nyt job og skal finde den bedste mulighed for pendling, er Google vejen til at finde løsningen på et problem – og måske til at skabe interesse for nye produkter.

For du sælger ikke produkter eller ydelser. Du løser dine kunders problemer. Og det starter med at finde ud af, hvilke udfordringer dine kunder oplever – og som du og dine kolleger kan svare på. Til det bør du lave en grundig søgeordsanalyse baseret på folks spørgsmål, og dansk-udviklede Storybase er godt til det formål.

Storybase er et søgeordsanalyseværktøj, hvor du kan finde ud af, hvor mange der gennemsnitligt søger på produktrelaterede spørgsmål hver måned. Et opslag på ”feber hund” leder til spørgsmålene: ”Hvornår har en hund feber?” og ”Hvordan ved man om en hund har feber?” Begge ord er mere oplagte at lave en interessant artikel eller video om, og du kan gribe det an ved at benytte brevkassetaktikken.

Der findes en del lignende værktøjer derude, men Storybase er blandt de få, der fungerer godt på dansk. Prisen starter ved $49 / måned.

 

Planlægning

CoSchedule

En stabil rytme med regelmæssigt indhold på dine kanaler er en grundsten i content marketing. Og er det mere end bare dig selv på holdet, kan du have stor nytte af at planlægge og uddelegere opgaver med en indholdskalender. Gratis værktøjer som Trello eller en Google Kalender bringer dig et stykke, men med mange kanaler og flere brugere kan et rendyrket værktøj til indholdsplanlægning og distribution spare meget tid.

CoSchedule er blandt mine favoritter her. Deres mindste pakke er velegnet hvis blog og sociale medier er kernen i dit content marketing setup. Du kan planlægge og distribuere alt indhold i den samme platform, så du er sikker på at udkomme til tiden og få skabt opmærksomhed på dine sociale kanaler.

CoSchedule starter ved $30 / måned.

 

Lead aktivitet

Leadfeeder

Find interessante leads med leadfeeder
I Leadfeeder kan du håndtere de kontakter, der besøger dit website

Hvis marketing af virksomhedens produkter er kendetegnet af en lang salgscyklus er det værd at kigge ind i værktøjer der viser aktiviteten på hvert lead. De fleste marketing automation platforme har indbygget funktioner, der registrerer når en kendt kontakt besøger dit website igen, men du også arbejde med lead aktivitet på en mere simpel måde.

I Google Analytics kan du trække en rapport, der viser hvilket netværk dine besøgende bruger til at besøge dit website. Her står der måske TDC, Fullrate eller Teliasonera. Længere nede på listen finder du navne på virksomheders netværk, som er særligt interessant for B2B virksomheder.

Med værktøjet Leadfeeder kan du håndtere de kontakter, der besøger dit website. Du giver værktøjet adgang til din Google Analytics og herfra filtrere de mest interessante leads. Du kan se præcis, hvilke sider virksomheden har besøgt og hvornår. På den måde kan du identificere de varmeste leads. Dem kan du sende direkte over i dit CRM-system, eller du kan lave notifikationer til salgsafdelingen. Du kan altså følge op, når et lead der bad om et tilbud for et halvt år siden igen viser interesse.

Men lad nu være med at starte samtalen med et ”Goddag, jeg kan se at du har besøgt vores website”.

Leadfeeder findes i en gratis version, som du hurtigt bliver træt af. Herefter koster det fra €55 / måned.

 

Landing pages

Unbounce

Landing page til Hørt i Messbaren
Til e-bogen Hørt i Messbaren er der brugt Unbounce til at opsætte en landing page

Landing pages får du også brug for i content marketing. Eksempelvis hvis du har noget lækkert indhold i form af en lead magnet, som du vil gøre opmærksom på og have dine besøgende til at downloade. Det kan også være du deler ud af din viden på et seminar og skal have dit publikum til at melde sig til.

Der kan være flere gode grunde til at du har brug for et værktøj til at bygge landing pages. Måske er du låst af mulighederne i dit CMS og ikke har mulighed for at lave en hel simpel side? Det kan være at du vil teste forskellige budskaber ved hjælp af split tests. Eller du vil fjerne menuer og andre forstyrrende elementer for at gøre brugeroplevelsen så simpel som mulig.

Uanset hvad du tilbyder, vil det hjælpe at sende kunderne forbi en landing page. Her beskriver du præcist, hvad du kan tilbyde i bytte for nogen af deres kontaktoplysninger. Du gør det let at tage stilling ved at placere tydelige knapper til tilmelding eller download.

Der findes en række værktøjer dedikeret til at bygge landing pages. Blandt mine favoritter er Unbounce. Det er fleksibelt, kan også bruges til pop-ups eller sticky bars, og det har mange integrationsmuligheder.

Unbounce koster fra $79 / måned. Du får 20% rabat de første 3 måneder ved at bruge linket her på siden.

 

Data-integration

Zapier

Når du begynder at se potentialet i de forskellige content marketing værktøjer og udvider paletten af martech, begynder du sikkert at se begrænsningerne i at have flere værktøjer. De taler ikke sammen. Du vil gerne flytte data fra et system til et andet og undgå at håndtere for meget manuelt. Her ligger der store tidsbesparelser.

Til det har du brug for en integrationstjeneste som Zapier. Det fungerer ved at du opretter et såkaldt ”zap”, der bliver aktiveret ved en bestemt handling og sender data fra et værktøj til et andet. Det kunne være du ville sende kontaktoplysninger fra en landing page over i dit email marketing system. Eller du vil samle alle tilmeldinger til et event automatisk i et Google Doc. Alle den type integrationer og automatiske handlinger er muligt. Det kræver blot at værktøjet er webbaseret og åbent for integrationsmuligheder.

Zapier findes i en gratis version, men har du bare en smule gennemstrømning af data har du brug for en betalt version, der koster fra $19 / måned.

 

Start simpelt med de mest nødvendige content marketing værktøjer

Tilbage står spørgsmålet: Skal du sammensætte din egen ”tech stack” af værktøjer, der løser nogle få opgaver rigtig godt? Eller skal du gå med en færdig pakke som eksempelvis en marketing automation platform, hvor du kan mange ting i den samme platform?

Er du ny i content marketing er min anbefaling at starte simpelt. Du kommer sikkert ikke til at bruge alle funktioner alligevel, men der vil være nogle få ting, hvor du virkelig kan spare tid og hvor værktøjerne kan gavne forretningen. Er du i forvejen knap på ressourcer og to-do-listen med projekter er lang, er det andre gode argumenter for at starte med et simpelt udvalg af content marketing værktøjer.

For en god ordens skyld skal jeg meddele, at du finder flere referral links her på siden. Jeg har adgang til at teste og få fuld adgang til at bruge værktøjerne mod at linke til dem. Det er ud fra devisen: Jeg har selv haft nytte af værktøjet og har brugt tid på at teste – derfor anbefaler jeg de bedst egnede videre.

Kommentaren er åben for andre forslag til content marketing værktøjer, der kan gøre dit arbejde mere effektivt og automatiseret.

Oprindeligt udgivet november 2015. Senest opdateret januar 2020