Du har tidligere kunne læse om danske virksomheder på Facebook her på bloggen. Både om Karolines Køkken, der udnytter det sociale potentiale godt og om vellykkede kampagner, der glemmer at tænke på tværs af medier – som eksempelvis mågerne fra Scandlines. Men nu virker det som om at kampagne-tankegangen flere steder er på retur, og danske virksomheder bruger sociale medier dybere end bare en kanal til at skubbe et kommercielt budskab ud på. Her får du 3 danske virksomheder, der gør det godt på Facebook.
Er danske virksomheder omsider ved at finde formlen på hvordan man skal begå sig på Facebook og andre sociale medier? Jeg har lagt mærke til flere gode eksempler den seneste tid – blandt andet har Social Semantic stillet skarpt på Facebook for virksomheder – men der findes flere godbidder derude.
Derfor har danske virksomheder succes på Facebook
De tre virksomheder har succes på Facebook. Ikke fordi de har mange likes, eller fordi kampagnen gav et flot ROI. Nej, virksomhederne lykkes på Facebook fordi:
- Virksomhederne er flittige til at dele nyt indhold – i forskellige formater og som ikke kun taler om egne produkter.
- Virksomhederne søger dialogen – enten ved at stille åbne spørgsmål, eller ved at være hurtige til at give respons – også når kunderne læsser brok af.
- Virksomhederne involverer brugerne – oftest igennem konkurrencer, hvor brugerne skal udføre en simpel opgave for at deltage.
Facebook case 1 – Colgate Danmark
Første case er fra Colgate Danmark, hvor de gode folk fra Sociable har haft en finger med i spillet. Omdrejningspunktet er en konkurrence – Ugens Smil – hvor brugere kan indsende billeder med glade smil og vinde præmier. Simpelt, men et godt grundlag for at skabe dialog med den yngre målgruppe.
Facebook case 2 – Lakrids by Johan Bülow
Hvis du har et mindre kendt brand og et spinkelt marketingbudget, så kør dine Facebook-aktiviteter som Lakrids by Johan Bülow gør det. Konkurrencer, opskrifter, nyheder, hurtige svar – den er lige i skabet.
Facebook case 3 – SAS
Gode gamle SAS, der ellers ofte bliver kritiseret for ikke at følge med tiden, har fundet melodien på Facebook. De bruger blandt andet Facebook til kundeservice – læg mærke til de hurtige svartider på deres wall og hvordan de altid har en personlig afsender på kommentarerne selvom flere personer administrerer siden.
Likes er et middel – ikke et mål
En typisk fejl ved Facebook aktiviteter i danske virksomheder er at sætte antallet af likes op som succeskriterie. Hvis chefen giver dig et budget og en forventning om at se 50% flere likes ved kvartalets udgang, er du offer for en old-school marketing tankegang. Antal likes bør ikke være et mål i dine Facebook aktiviteter – I bedste fald er antal af likes et speedometer til at se om dine aktiviteter på Facebook tager fart.
Hvilke danske virksomheder på Facebook kender du ellers, som er værd at fremhæve?
Hej Joachim Dejligt med nogle cases 🙂 Vil lige byde ind med en video, hvor Johan snakket om Johan Bülows Facebboksucces – den giver et lidt dybere indblik i, hvad der gør den Facebookside så god. Jeg håber du graver flere cases frem i løbet af den kommende tid 🙂
Hej Nikolaj – fint indspark. Johan kommer meget godt omkring det i den video. Jeg har et par cases på tapetet den kommende tid – dog ikke noget med Facebook.
Jeg kan anbefale at Google på Hummel og deres Facebook brug – er der mon nogle der har gode B-t-B cases?