Oktober har budt på, hvad der måske bliver en blivende trend: Virksomheder dræber deres Facebook sider og annoncerer det offentligt. Men hvorfor? Og bør du også trække stikket på din Facebook side? Det stiller dette blogindlæg skarpt på.
For to uger siden nedlagde content marketing sitet, Copyblogger deres Facebook side med 31.000 fans. I denne uge gjorde fast food kæden Taco Bell det af med både deres Facebook og Twitter sider i forbindelse med lanceringen af en ny app. Herhjemme har bogaktuelle Astrid Haug også slået på tromme for at det langt fra er alle virksomheder, som behøver en Facebook side.
Selvfølgelig er et par side-lukninger måske et smalt grundlag at trække trend-kortet på. Men det giver anledning til selv at stille spørgsmålstegn ved, om det er umagen værd at drive en Facebook side.
Hvis din Facebook side var en hund, skulle den aflives
Facebook er ubetinget den største og mest succesfulde sociale platform og tæller i følge dugfriske tal hele 1,35 mia brugere. Heraf er ca. 3 mio. danske. Det gør Facebook til en oplagt første prioritet, når virksomheder skal bruge sociale medier til at øge kendskabet til deres brand, inspirere potentielle kunder, dele relevant viden fra branchen, tilbyde øjeblikkelig kundeservice eller, hvad motivationen har været for at gå i gang.
Hvis der har været en. For mange virksomheder har den store mængde brugere været grund nok til at starte en Facebook side. Andre kastede sig ud i det, fordi konkurrenterne også gjorde det. Men huskede de at spørge sig selv hvorfor undervejs? Hvad skal vi med vores Facebook side?
Med tiden er kampen om at skabe engagerende indhold i brugernes feed taget til. Det samme er stramninger i algoritmen, så der kun er under 10% af dine fans, som ser et opslag. Kan du ikke holde et minimum af engagement på din side med de ressourcer du har til rådighed, og er du stadig ikke helt sikker på, hvad din virksomhed skal fortælle om? Så spørg om din Facebook side er blevet som en gammel hund, der er bedst tjent med at blive aflivet.
Flere grunde til at Facebook sider bliver nedlagt
Den form for medlidenhedsdrab er netop, hvad Copyblogger kom frem til. Med en stabil indsats havde de opbygget en side med en fanskare på 38.000. De havde forsøgt en del forskellige taktikker og indholdstyper, men publikum engagerede sig simpelthen ikke nok. På Google+ og Twitter var de langt bedre til at bygge et community og drive dialoger – på Facebook fladede det bare ud.
Indsatsen blev spild af tid, så derfor besluttede Copyblogger at lukke deres Facebook side.
Vil du vide mere om, hvad det betyder, så lyt med på This Old Marketing fra sidste uge, hvor Robert Rose og Joe Pulizzi diskuterer konsekvenserne.
For Taco Bell’s vedkommende var lukningen et led i en vovet digital kampagne. Samtlige sociale kanaler og deres website er gået i sort for at lede opmærksomheden på en ny mobil app. Facebook siden er ikke helt væk, men de har ryddet samtlige opslag, så der er handling bag ordene over for de over 10 mio. fans. Og ja, de lukrerer på den omtale et så drastisk tiltag giver, men det viser at Facebook ikke længere er et must.
Dine læsere kan stadig dele indhold på Facebook
En vigtig bemærkning hvis du overvejer om Facebook er umagen værd: Selvom du dræber Facebook-siden har det ingen betydning for om dit indhold bliver delt. Du bør stadig gøre det let for publikum at dele på deres foretrukne sociale medier ved at placere synlige dele-knapper ved dit indhold.
Når det er sagt, er der stadig masser af gode grunde til at bruge Facebook til at skabe dialoger med dit publikum. Det kan ikke gentages ofte nok, at relevant indhold er kernen i at være til stede på en måde, hvor det giver mening for publikum. Ellers er der nok af andre sider at besøge.
Selv har jeg overvejet at dræbe min Facebook side. Jeg har set minimal indtjening fra den front, men at en god mængde likes giver social proof, og at jeg kan eksperimentere med budskaber vægter tungere.
Hvor står du? Har tanken om at dræbe din Facebook side strejfet dig? Fortæl gerne om dine overvejelser.