Tjekliste til at distribuere indhold – 15 tips til at få dit indhold set

Det sker desværre lidt for ofte. Content marketing teamet bruger en masse energi på at få lavet en serie med fedt indhold, men de sætter ikke budget eller tid af til distributionen. Det er måske den største udfordring med content marketing: Målgruppen kommer ikke af sig selv, og der er for lidt fokus på marketing-delen af content marketing.

Her er en tjekliste til at distribuere indhold, så det bliver set.

Tjekliste til at distribuere indhold
”Hvis et træ vælter i skoven og ingen hører det, larmer det så?”

Dette filosofiske spørgsmål kan du også udsætte dit content marketing program for. For hvis der ikke er mange, der ser dine opslag, læser dine artikler eller ser dine videoer, er det så overhovedet content marketing du har gang i?

Mange virksomheder begår den fejl, at de lægger for meget tryk på ”content” og for lidt på ”marketing” i arbejdet.

Måske et levn fra den journalistiske tradition, hvor det ikke er journalistens ansvar at distribuere indhold. Men hvor arbejdet er færdigt på en redaktion, når artiklen er skrevet, er arbejdet kun halvfærdigt i content marketing.

Så her er en tjekliste til at distribuere indhold på egne medier ved at få hjælp fra andre.

1. Få kollegerne til at hjælpe med at distribuere indhold

Hvis content marketing kun lever i marketing- eller kommunikationsafdelingen får det svært ved at få gennemslagskraft. Det bliver ”noget de roder med ovre i marketing”.

Ved at køre hårdt på intern promovering og opfordre kolleger i andre afdelinger til at dele indholdet skaber du interesse og ambassadører internt. Samtidig er det billigt og kræver kun et par minutters indsats fra hver kollega. Prøv med:

  • Interne mails til salg, kundeservice og andre med direkte kundekontakt. Bed dem om at dele dit indhold til relevante kontakter, på LinkedIn eller andre relevante sociale netværk.
  • Bed kolleger like firma-opdateringer på sociale medier. Så skubber de også bag på din organiske reach.
  • Forbered statusopdateringer. Du kan gå skridtet videre og præfabrikere opdateringer til sociale medier, som dine kolleger kan copy-paste. Husk at ikke alle er på hjemmebane her, så gør det så let for dem som muligt.
  • Bede kollegerne opdatere deres e-mail signatur med et link til din blog, YouTube kanal, kommende webinar eller lignende. Det kan du få software til, så du kan fjernstyre og sikre opdaterede signaturer.
  • Sedler på dørene på toilettet, ved kaffemaskinen og andre steder, hvor folk kommer forbi og stopper op.
  • Intra. Der kunne jo være nogen, der forvildede sig forbi. Ellers så tag ejerskabet på Slack, Chatter, Facebook for Work eller hvad I nu bruger til intern videndeling.

2. De gratis muligheder rækker ud over egne medier

De fleste bruger egne medier som Facebook, LinkedIn eller e-mail nyhedsbreve til at distribuere indholdet. Det er overstået på fem minutter, så hvad kan du ellers gøre for at promovere indholdet uden at slide budgettet? Her er fem forslag:

  • Lav mere end én opdatering for hvert indhold. Laver du eksempelvis et blog indlæg, så må du gerne dele den flere gange – specielt hvis det er på hurtige medier som Twitter. Prøv med en ny opdatering 1-2 dage efter den første, men på et andet tidspunkt på dagen. På Facebook og LinkedIn kan du også med held lave en genudsendelse.
  • Find relevante hashtags for lige netop dit indhold og tag dine egne opdateringer med det.
  • Kontakt kunder eller influenter som indholdet er særligt interessant for. Find 10 personer, som du ved interesserer sig særligt for lige præcis det emne din artikel eller video omhandler. Skriv en besked til dem og mind dem om, at de kan dele indholdet, hvis de synes.
  • Kommentér på andres blogs eller profiler. Lægger du fede billeder op på Instagram, så husk at bruge tid på at følge lignende profiler og kommentere og like deres billeder. Skriver du blogindlæg, så læs andre blogs og lav en saglig kommentar med et link til noget du har skrevet. Med måde naturligvis, så det ikke bliver for spammy.
  • Lav en teaser med et link til artiklen og publicér den i relevante grupper på eksempelvis LinkedIn, Facebook eller online fora. Igen: med måde, så du ikke bliver opfattet som spammer.

3. Sæt budget af til promovering

Ja, desværre. Hvis du vil vinde i content marketing spillet, er der ingen vej udenom længere. Du bliver nødt til at sætte noget budget af til at promovere dit indhold. Her er nogle oplagte forslag:

  • Boost opslaget. Facebook’s lokkende boost-knap kan for nogle få hundrede kroner give dig mere reach og flere klik. Ulempen er, at det ikke er særlig målrettet, så brug det kun, hvis du er tidspresset.
  • Sponsorede opslag på sociale medier. Som alternativ til at booste dit opslag på Facebook, kan du købe et sponsoreret indlæg hos et etableret medie, hvis følgere er en interessant målgruppe for dig.
  • AdWords. Der er kamp om pladsen hos Google, når der skal promoveres produkter. Men har du en fed guide eller de bedste tips i et bestemt emne, hvorfor så ikke sætte en kampagne og nogle få hundrede kroner af til at promovere det på Google?
  • Indholdsdistributionsnetværk. Du er sikkert stødt på tjenester som Taboola, Outbrain eller Content Garden, hvis du læser artikler fra udenlandske websites. I bunden er der små widgets, som viser relevante artikler til andre sites. Hvis dine læsere orienterer sig internationalt, kan du med fordel promovere dine artikler, så de bliver foreslået, når læserne læser nyheder fra Washington Post eller Forbes.

Håber denne tjekliste til at distribuere indhold gav dig nogle nye muligheder at tænke over.

Hvis din første reaktion er: ”Hvordan skal jeg nå alt det?” Så er det et tegn på, at du bruger for mange ressourcer på at PRODUCERE og for få på at PROMOVERE. Nettet er fyldt med skodindhold, så fokusér på kvalitet over kvantitet og sæt eventuelt frekvensen ned. Det giver mere tid til at distribuere indholdet.

Har du brug for yderligere hjælp til, at finde ud af, hvilke dele af din content marketing plan du skal geare op eller ned på, så tag gerne kontakt for et uforpligtende møde.

Du er meget velkommen til at dele et godt tip i kommentaren eller stille opfølgende spørgsmål.